10 ÅR MED MUSIK OG VETERANHYLDEST -
– ENGAGE sætter publikumsrekord til jubilæumsfestival

28. april 2026

Musikfestivalen ENGAGE, der arrangeres af Veteranfonden til hyldest og anerkendelse af Danmarks veteraner, melder udsolgt i 2026 med publikumsrekord i Kastellet.

For tiende gang afholdes musikfestivalen ENGAGE Festival. Festivalen samler veteraner, pårørende og civile gæster om fed musik og anerkendelse af den indsats danske veteraner har ydet. Med 6.000 gæster om dagen i Kastellets historiske rammer 19.-20. juni 2026 melder festivalen udsolgt - og sætter samtidig ny publikumsrekord.

Jubilæet markerer endnu en markant milepæl for festivalen, der gennem de seneste år har oplevet stigende opbakning og interesse. Med en kombination af stærke musikoplevelser, talks og et klart formål har ENGAGE Festival etableret sig som en af sommerens mest meningsfulde kulturbegivenheder i København.

Festivalen arrangeres af Veteranfonden, der arbejder for at støtte, anerkende og oplyse om danske veteraner. Alt overskud fra festivalen går til netop dette arbejde. Netop derfor glæder det Formand i Veteranfonden, Jeppe Michael Jensen, at kunne melde udsolgt til årets festival:

Det er fantastisk at mærke hvordan flere og flere ønsker at være en del af ENGAGE Festival. Sidste år satte vi også publikumsrekord og derfor har vi i år udvidet festivalpladsen, så endnu flere kunne deltage. At vi så igen må melde udsolgt, bekræfter os i, hvor vigtigt vores arbejde med støtten til danske veteraner er. Derfor vil jeg også sige tak til alle vores gæster, frivillige og samarbejdspartnere. De er med til at skabe en festival med mening,” siger han.

Stærkt program og fællesskabet samler publikum
Årets program tæller en bred række af markante danske navne, herunder Suspekt, TV-2, Sort Sol, Peter Sommer, Folkeklubben og Drew Sycamore m.fl. Samtidig er det unikke ved ENGAGE Festival den særlige stemning og det fællesskab der præger junidagene i Kastellet. Her går musik, mening og anerkendelse af Danmarks veteraner hånd i hånd.

Stadig mulighed for at komme med
Selvom festivalen er udsolgt, er der fortsat mulighed for at sikre sig adgang. Interesserede gæster kan skrive sig på venteliste, og der kan løbende opstå billetter via officielt videresalg. Og veteraner er der altid plads til, siger Jeppe Michael Jensen:

Siden festivalens start for ti år siden, har der været gratis adgang for tidligere udsende veteraner. Og dem har vi reserveret plads til, så de stadig kan få billetter via festivalens hjemmeside,” fastslår han.

Mere i vente: Jubilæumsshow offentliggøres 4. maj
Selvom festivalen altså nu kan melde udsolgt, er ENGAGE endnu ikke færdig med at løfte sløret for årets program. På årsdagen for befrielsesbudskabet den 4. maj offentliggøres den sidste del af musikprogrammet – et særligt jubilæumsshow i anledning af festivalens 10-års jubilæum.

Programmet for de spændende events og debatter på ENGAGE Talk Scenen offentliggøres i løbet af maj måned.

ENGAGE Festival 2026 afholdes den 19.-20- juni i Kastellet.

For yderligere information, kontakt venligst

Jeppe Michael Jensen , Formand, Veteranfonden 
jmj@veteranfonden.dk +45 23 900 136

Christian Bülow Beck, Direktør i Veteranfonden,
cbb@veteranfonden.dk / +45 2325 1028

OM ENGAGE FESTIVAL OG VETERANFONDEN

  • ENGAGE Festival er en dansk musikfestival i Kastellet i København, der kombinerer stærke liveoplevelser med et socialt formål.

  • ENGAGE Festival afholdes i 2026 den 19.-20. juni og samler op til 6.000 gæster dagligt. Her fejrer festivalen 10-års jubilæum.

  • Festivalen arrangeres af Veteranfonden, der arbejder for at støtte, oplyse om, anerkende og skabe fællesskaber for danske veteraner.

Læs mere om ENGAGE Festival på www.engagefestival.dk